Af Stig Bergendorff
Retfærdighed for Emmett Till (2022) fortæller i første omgang den hjerteskærende historie om Emmett Louis Till (1955); en 14-årig afroamerikansk dreng fra Chicago, der under et feriebesøg hos sin onkel i Mississippi har en uskyldig interaktion med en hvid kvindelig butiksbestyrer – en interaktion, der bliver skæbnesvanger for drengen. En nat møder to hvide mænd op på onklens bopæl, og udstyret med pistoler truer de sig til at få udleveret Emmett. Bortførelsen ender med det værst tænkelige udfald. Kameraet viger, men martrende lyde fortæller om en nat med tortur, og hvad der senere viser sig at være en grufuld lynchning.
Og nej. Ovenstående er er ikke en spoiler. Retfærdighed for Emmett Till fortæller nemlig en historie fra virkelighedens verden. En historie der endnu en gang beviser, at virkeligheden er værre end fiktionen.
Nigeriansk-amerikanske Chinonye Chukwu, der har instrueret og været medforfatter på filmen, fortæller i et interview med The Guardian, hvordan sagens alvorlighed, dens kulturelle- og historiske betydning, fik hende til at tvivle på, om hun skulle være tovholder på projektet. Afgørende for hende var det, at hun kunne få lov at fortælle historien fra moderens side. Og det fik hun.
Emmetts mor, Mamie Till-Mobley (Danielle Deadwyler), er da også filmens egentlige omdrejningspunkt. Hendes historie er en kompleks fortælling om moderfølelse, om tab og om sorg. Mest af alt, er det dog en fortælling om at sætte selvet til side i en større sags tjeneste – en fortælling om en foregangskvinde, der blev en bærende figur i borgerrettighedsbevægelsen og i kampen for retfærdighed.
Pånær en række mindre optrædender i tv-serier, er Deadwyler et relativt ubeskrevet blad. Med rollen i denne film synedes det dog svært at se, at tilbuddene ikke skulle komme strømmende i fremtiden. Hendes perfekt balancerede præstation er hjertevarm, men aldrig sukkersød. Den er lidende, men aldrig rørstrømsk. Den er udtryksfuld, men aldrig melodramatisk. Den er stor, men kammer aldrig over.
Særligt en scene, hvor Mamie sidder i vidneskranken, står ud fra resten. Gennem hendes ansigts overdådige ekspressivitet, mærker man alt fra håb til foragt, fortvivlelse og afmagt – en præstation, der giver mindelser til de uforglemmelige close-ups af Maria Falconetti i Dreyers mesterværk La Passion de Jeanne d’Arc (1928).
Deadwylers præstation er da heller ikke gået ubemærket hen. Både ved BAFTA- og SAG-Awards har skuespillerinden høstet anerkendelse med nomineringer for bedste kvindelige hovedrolle. Anerkendelsen skulle i tirsdags være kulmineret med en nominering ved dette års Oscar-uddeling – en nominering der imidlertid (noget overraskende) udeblev.
Chukwu har ramt en guldåre med Deadwyler, men får også stærke præstationer fra resten af sit cast. Nævnes skal blandt andre barneskuespilleren Jalyn Hill (16 år) for sit livsglade portræt af den sagesløse Emmett Till, men i særdeleshed også Whoopi Goldberg, der spiller Mamies mor. En mor, der er tynget af skyldfølelse, fordi hun fortæller Mamie, at hun skal lære at give slip på sin søn, kort før hans afgang til Mississippi.
Skuespillet er, langt hen ad vejen, det, der løfter Retfærdighed for Emmett Till til en mindeværdig film. Som en fortælling om virkelighedens uretfærdighed, er den dog et værk, der er evigt relevant – en relevans, der legemliggjorde sig så sent som sidste år, da et forbud mod lynchning endelig blev vedtaget på et føderalt plan i USA. Forbuddet, der har ladet vente på sig skræmmende længe, er meget passende blev opkaldt efter selv samme Emmett Till, hvilket er med til at cementere filmens evigtgyldige eksistensberettigelse.
Der skal lyde en stor opfordring til at besøge dette værk, selvom det er en hård omgang. Se filmen både for dens egne meritter, men i særdeleshed for historiens monumentale aftryk på kampen for menneskerettigheder; for ligeværd; for retfærdighed.
Kommentarer